The book Útgönguleiðir (Way Out), from 2005, in a Danish translation by Erik Skyum-Nielsen.
From the book:
Mellemlanding
Jeg mellemlandede i lufthavnen i H*** på min rejse til et andet sted, træt efter at have fløjet hele natten, men eftersom jeg aldrig har haft let ved at falde i søvn, forsøgte jeg ikke på dét. Jeg købte en kop kaffe, en sandwich og fandt mig en plads mellem andre trætte mennesker, der dampede af kvalmesøvn og noget, som jeg forbandt med ozon.
Jeg havde ikke lyst til sandwichen, men drak kaffen og læste i en bog om muligheden af at indføje flere dimensioner i udregningen af ligningen E = mc², og hvorledes dette kunne løse de fleste af atomfysikkens knuder såsom Maxwell og kvanterne, og derved i overført betydning kunne sammenlignes med en maskine til fremstilling af guld. Jeg kunne ikke koncentrere mig om bogen; kaffen gjorde mig urolig, den summende lyd fra menneskene og meddelelserne i højttaleranlægget om efterladt bagage førte mine tanker hen på bomber og kommende farlige flyvninger med tilhørende metaltræthed, en spejden ud langs vingerne og den konstante, langsomme blafren op og ned.
Jeg læste, men lagde så bogen fra mig, åbnede sandwichen og betragtede pålægget: marineret røget kød i lange, uappetitlige strimler, men jeg besluttede mig ikke desto mindre for at spise, bed tænderne sammen og havde det, som om jeg hang fast, som om sandwichen hang ud ad munden på mig i en af disse seje kødstrimler, som ikke ville gå itu; jeg forsøgte på at save den over, for jeg ville ikke trække strimlen ud af brødet og have den dinglende marineret ned over hagen, og i en slags vredesudbrud smed jeg sandwichen fra mig, spyttede strimlen ud og rejste mig op.
Jeg kiggede mig omkring, men ingen lod til at have lagt mærke til, hvad der forgik. Sandwichen gled hen ad gulvet og havnede tæt ved en affaldsspand; en mand i uniform kom gående med kost og fejeblad, smed sandwichen i spanden, tømte den og forsvandt. Jeg satte mig igen, fandt nogle tabletter nede i rygsækken og spiste dem, og snart blev jeg omtåget. Jeg tog bogen frem igen, fulgte uret på væggen og læste om den første atombombesprængning, hvordan folk var nervøse for, at der ville gå ild i atmosfæren når den sprang, og livet på jorden ville forsvinde, men alligevel sprængte den. Og måske var det det, der skete, tænkte jeg, men vi lagde bare ikke tilstrækkelig meget mærke til det og var alle sammen døde gengangere på Jorden, og lyset nåede ikke ned til os, for Satan havde overtaget magten og herskede over verden. Jeg fulgte visernes gang, men så bevægede de sig efterhånden langsommere og gik i stå.
Jeg lukkede øjnene, befandt mig i en græsbevokset lavning højt oppe ved et fjeld, og overalt omkring mig voksede blomsterne vildt; jeg lå og tog solbad mellem blomster, der grinede, var lillebitte i røgskyen efter en langtrukken, sløv eksplosion, og hjertet eksploderede sløvt, tankerne var små, sløve flammer, solen en langtrukken eksplosion og skyerne på himlen fjer af eksploderede fugle.
Jeg åbnede øjnene. Nogen sagde et eller andet og ruskede i mig.
(7-9)
