The book Síðustu dagar móður minnar (2009) in a Danish translation by Birgir Thor Møller.
About the book:
Hermann Willyson – en 37 år gammel, fraskilt og arbejdsløs ejendomsmægler – er flyttet hjem til sin mor. Da Mor får konstateret uhelbredelig kræft, og hendes tarotkort ikke bringer nogen varsler om helbredelse, men derimod om eventyr, sker der en omvæltning i deres liv. Sammen rejser de til Amsterdam for at få hjælp og for at nyde deres sidste tid sammen. Med Mors forkærlighed for de våde varer går det ikke stille af, og de møder en lang række farverige eksistenser, der vender op og ned på deres forestillinger om tilværelsen. Men under festlighederne lurer bevistheden om, at Mor skal dø.
From the book:
I virkeligheden blev Mor kun sjældent fuld, selvom hun var rig på erfaringer fra alkoholens verden. Hun blev, hvad hun selv kaldte befriet, sådan lidt lettet. Og blev hun lidt for fri, så skyldtes det kun rejsetræthed, for det kedede hende at rejse, og hun måtte drikke for at holde det ud. At blive fuld, derimod, sådan jævnligt … det lå langt tilbage. Den slags opførsel antændte blot ens lyst til at flirte med glemmebogen, man blev nostalgisk, tænkte på Tyskland, for eksempel. Det havde hun lært, da hun gik til AA-møder. De havde også lært hende, at det var meget bedre at drikke hyppigt, men med måde og hver eneste dag, i stedet for jævnligt at drikke sig fra sans og samling i spandevis af sprut. Så hver eneste gang, jeg nød et glas med hende, smilte hun lumskt til mig. Jeg var åbenbart en lige så udpræget svagdrikker som Willy Nellyson. Mærkeligt med os, far og søn, og alligevel var vi umulige til al slags sport. Vi havde håbløst bentøj, begge to. Vi kunne intet bære, og ifølge Mor var da også både golf og tennis lavet til mennesker, der kun tålte afholdenhed og havde lært at leve med den. Hun var sikker på, at alle afholdsfolk var ved at sprænges af livsenergi og begavelse. Som personer var de godt nok lidt kedelige, men de var energiske, som for eksempel Olafur Ragnar Grimsson. Han var jo næppe blævet Islands præsident, hvis han havde været stiv hver dag.
"Det lyder lidt for søgt, " sagde jeg og tømte mit ølglas. "Du spiser et æble på et minut."
"Kun hvis jeg mangler vitaminer."
"Nej, det ligger i din sjæl."
"Nå?"
"Du spiser et æble på et minut og spoler dig gennem et afsnit af Nikolaj og Julie, fordi du ikke kan vente på fortsættelsen. Og du er lige præcis typen, der kunne ende som præsident, det er jeg sikker på."
"Jeg ville utvivlsomt være en god præsident," sagde hun og grublede lidt over det. "Jeg ville da også deltage lidt i samfundsdebatten. Og for eksempel nedlægge forbud mod de der selv-jetfly, der var ved at drive mig vanvid fra morgen til aften hjemme på Hospitalsvej. Hvad er der egentlig galt med de mennesker? De tager ikke bussen, men suser gennem byen i taxidroscher og vækker en så midt om natten med deres larmende selv-jetfly, flyvende til Italien for at shoppe?"
"Hvordan tror du egentlig dine bankvenner fra lobbyen er kommet hertil? Med rutefly?"
"Selvfølgelig, de var hædersmænd og gavmilde, og det er slet ikke dem, jeg taler om. De mennesker, jeg taler om, Hermann, det er de der self-jetsetfolk, der evigt og altid puster sig op på forsiden af Se og hør. Hvem tror de egentlig, de er? Oprah Winfred?"
"Winfrey."
"Hvad?"
Jeg forklarede hende, at kvinden hed Oprah Winfrey, men hun virkede ikke synderligt interesset i at snakke om sine underlige bidrag til sproget – self-jetfly, taxidroscher, Winfred; hendes fantasi blev vist især næret af udlandet.
"Er det rigtigt, hvad jeg ser? " sagde hun pludselig, rejste sig op og gik hen mod vinduet, mens hun pegede som en vanvittig. "Er det ikke, ja, hvad hedder hun nu …. Helgamam? Og min Ramji! Jo, jeg tror sgu, det er min Ramji, lige der. Ramji!"
Hun løb ud på gaden, og før jeg vidste af det, havde jeg tabt hende af syne. Der var ikke andet at gøre end at betale for øllen og løbe efter hende.
(s. 52-54)
