The book Rökkurbýsnir (From the Mouth of the Whale), translated to Danish by Kim Lembek.
About the book:
I året 1635 er jorden stadig universets centrum, islandsk enhjørningehorn er en efterspurgt luksusvare, og visse sten anses for helbredende. Med afsæt i den historiske skikkelse, islændingen Jon Gudmundssons liv og værk, fortæller Tusmørkeundere den fænomenale historie om bevægelsen fra den gamle, magiske verden med Maria-dyrkelse og fordrivelser af genfærd, til reformationens nye verden hvort mennesket er altings midtpunkt, men hvor næstekærligheden har trange kår.
Romanens hovedperson, Jonas den Lærde, er en autodidakt forfatter og som en slags legemliggørelse af det 17. århundrede fortrolig med både alkymi og moderne naturvidenskab. Efter at have manet en genstridigt genfærd i jorden bliver Jonas dømt for udbredelse af trolddom og tvunget i eksil på en afsides beliggende ø. Han fordriver tiden med at genkalde sig sit hårde og omtumlede liv, der bl.a. omfatter et ophold hos den berømte, danske videnskabsmand Ole Worm og afsløringen af sandheden om det eftertragtede enhjørningehornspulver.
From the book:
Med en tynd lynggren trak hun solens stråler mod jorden og viste således, hvordan jorden i denne position nødvendigvis måtte kaste sin skygge på månen. Så talte hun nogle gange på fingrene og mumlede stille navnene på månederne og alle mulige forskellige tal. Hun var i færd med at regne ud, hvornår den næste måneformørkelse ville finde sted, og hun fortalte mig, hvornår det ville blive.
- Og du skal vide, at hvor som helst du befinder dig i landet, vil du erfare, at det er sandt fra ord til andet – om vejret tillader det.
Nu bevægede Sigridur igen de runde sten og talte samtidig med sin lyse pigestemme:
- Det er derimod umuligt nøjagtigt at forudsige en solformørkelse, men dog kan man beregne, at den vil finde sted efter et bestemt tidspunkt, sådan nogenlunde. Jeg har ventet længe på det her.
Da hun var nået hertil i sin forklaring, var jeg begyndt at lytte mindre til ordene, der udsprang fra hendes læber, og desto mere at betragte selve læberne og deres konstant skiftende udtryk. Jeg rykkede tættere på hende for bedre at kunne iagttage dem. Sigridur tav og tog et stykke blåt glas op af lommen på sit forklæde, førte det op til sit øje og så op mod solen. Småfuglenes kvidren døde hen, hundenes gøen ebbede ud, folkene oppe på tagdækningen holdt inde med at bakse med liget, der faldt ro over hele egnen, og jeg begyndte pludselig at fryse. Højt oppe over området fuldbyrdede månens skygge sit billede på solens skive, og i samme øjeblik fuldbyrdedes noget inde i mig. Ingen af os så op, da tørvetaget med et højt brag gav efter for ligbærernes tyngde. Min og Sigridurs forlovelsetid var én lang samtale om stjernernes tilblivelse, havets og landets forskellige naturer, smådyr og kæmpehvalers adfærd, og selv om den hverken foregik på hebraisk eller englesprog som hos Adam og Eva, så var den vores lovprisning af skaberværket. Vi sad sammen til ud på morgenen og forsøgte at løse lys og skygges vidunderlige gåder. Hvad bliver der af din hånds skygge, hvis min skygge overskygger den? Er de så blevet til en skygge? Eller er din forsvundet for en stund? Og i så fald hvorhen? Sådan kunne vi tale sammen flere dage i træk, men nu kan vi ikke længere. Hun tav, da det ikke længere var nok for mine fjender at forhåne mig, og de begyndte at forfølge vores søn, pastor Palmi Gudmundur. Drengen blev berøvet kjole og brød. Som sin far, desværre, driver han om som tigger fra gård med sin konstant gravide kone. Det var lige tungt for os bægge at bære, hvor lidt min modstand nyttede.
(s. 73-74)
