Svefnhjólið, translated to Danish by Erik Skyum-Nielsen.
From Sövncyklen:
Tæt ved havet var der en lille græsforhøjning bevokset med lysegult græs, dér lå et gammelt råddent brønddæksel med to velvoksne sten ovenpå. Jeg gik to gange rundt om brønden, inden jeg væltede stenene væk og skubbede dækslet til side. Et sort bundløst hul åbnede sig under mig. Der gik et grønt nylontov langs med den mørke, plantetilgroede stenvæg, og jeg firede mig ned, blev et øjeblik hængende i den ene hånd mens jeg baksede med at trække dækslet på plads. Lygten i lommen.
Da jeg mærkede bunden, fik jeg våde fødder, men ikke så det gjorde noget, og bøjede mig forover for at krænge mig ind i den verden der nu åbnede sig. Jeg smøg mig ind ad en trang gang et stykke tid, men så var jeg der. Foran mig lå en vid, men dyster verden udbredt. En bleg mørk sol på himlen, og bregnekrat der snoede sig op overalt, i uudgrundelige skyggemønstre.
»Sol her, måne dér,« mumlede jeg.
Det måtte være næsten lige under kirkegården på bakken, kunne jeg regne ud, men dybt nede under den.
Et hus forude, indhyllet i bregnesnoninger.
Længere kunne jeg ikke se. Jeg bevægede mig langsomt gennem det blå græs hen til huset og kiggede ind at dets ruder. Jeg trådte ind uden at banke på døren.
Lygten fra lommen, den oplyste lavgule vægge, så kom der en gang og for enden af den et eneste værelse. Dette værelse gik jeg ind i, det var gardiner for ruderne, der førte ud til en sumpagtig sø, som længere ude flød sammen med mørket.
Hurtigt glemte jeg tid og sted, så optaget blev jeg af at betrage de gamle besynderlige ting, som værelset vrimlede med, på borde og på hylder under en seng. Så fik jeg det indfald at gå ud og finde køkkenet og varme mig noget bregnete.
Gulvet i køkkenet var mærkelig limagitgt, og jeg troede til at begynde med, at jeg var gået i en fælde hos en eller anden edderkoppekvinde, og udstødte en jamren, men kom hurtigt til mig selv igen, da jeg opdagede, at jeg ikke hang fast. Strakte mig ud ad vinduet og rev en håndfuld bregner til mig, smækkede dem i en spanskgrøn kobberkedel og kogte dem på et gasblus. Jeg var ikke ligeglad med gassen og sørgede for hele tiden at have en sprække åben i vinduet, så den fugtige luft førtes ind som åndedræt fra et kæmpevæsen, der lå og sov udenfor.
Teen var ikke noget særligt, men jeg hældte den i mig og gik så igen ind for enden af gangen, ind på værelset. Jeg tog påny alle tingene i øjesyn, lagde mig på alle fire og rodede ting og sager frem under sengen, en emaljeret natpotte, en æblekasse med alt muligt skrammel, et kobberjern til blodprøver, en tørret rottehale, indskrumpede solbær i en krukke og en uldagtig læsebog for begyndere. Så sparkede jeg potten ind under sengen igen så det klirrede i den, og lagde kassen oven på sengetæppet.
I det samme blev der banket forsigtigt på døren til værelset. Mit hjerte slog et ekstra slag og havnede udkørt på indersiden af brystbenet, jeg spejdede rundt om mig, smed så kassen ned på gulvet, slog sengetæppet til side og væltede mig op i sengen med alt tøjet på. Lommelygten glødede på natbordet, jeg skulle til at slukke den i samme øjeblik som døren gik op og nogen trådte ind. Jeg havde dynen trukket op under hagen, og hagen sank ned på brystet af mig, da jeg så hvem der stod i døråbningen. Det var kvinden i huset ved siden af oppe på jorden, og hun havde en gennemsigtig natkjole på og en lommelygte så kraftig som månen, større end min, og smøg sig ordløst ind under dynen til mig, begyndte at tage frakken af mig. Hun lagde forsigtigt mit hornbrillestel hen på natbordet ved siden af lommlygterne og lod dem brænde videre, og nu krængede hun natkjolen over hovedet, og vi viklede os ind hinanden i denne fjederslappe seng uendelig langt under jordens overflade, neden under by og kirkegård, i en underverden, hvorfra det af og til trak op gennem brønddækslets tærede brædder, men det vidste kun vi to. Nu stod to huse tomme oppe i byen, et gult hus og et andet, blåligt, tæt ved, i det ene boede hun, i det andet jeg. Men her havde vi fundet det rigtige hus og stod ikke op igen før om morgenen for at indånde kold lugt og udstødning fra biler. Der var også stjerner her, men hvis man kiggede nærmere efter, skinnede de gennem bregnefletværket om dagen, mens månen lyste, men nu var det nat, og solen stod højest på himlen, og dens glans skar sig mat gennem gardinerne, lyste sløvt sammen med vores lommelygter på os i sengen. Jeg havde taget hugtænderne ud af munden.
(46-49)
